Future Innovators 16. 17. 18. januar 2017

Med den nye forskerpark i Odense, Videnbyen, har Syddanske Forskerparker fået rammerne til at udbrede innovations- og entreprenørskabstanken til en noget yngre målgruppe end hidtil.

Ideen er at give de ældste klasser i folkeskolen mulighed for at beskæftige sig med innovation, robotter og iværksætteri gennem en dag med høj intensitet, kaldet Future Innovators.

Tilmeldingen har været så overvældende, at vi har udvidet til 3 dage i stedet for bare én. Dermed kan vi byde velkommen til næsten 800 elever fra 36 klasser på 18 skoler i 3 kommuner.

Dagene er bygget op omkring 3 spændende workshops, som alle eleverne kommer igennem. Den ene handler om at programmere sin egen lille Edison-robot til fx at køre efter en streg eller at følge en lysstråle. Jeg skal afholde disse 9 workshops sammen med Appacademy, hvor eleverne får et indblik i programmerings universet og ikke mindst robotteknologien.

I den anden workshop lærer eleverne om, hvilke roller der skal til, for at et team fungerer optimalt, og ikke mindst, hvilken rolle de selv har, så de får en forståelse for, hvad de kan bidrage med i et teamsamarbejde.

Den sidste workshop handler om at udfordre elevernes nysgerrighed, for når man skal være innovativ, skal hjernen tænke anderledes, end den plejer. Gode ideer og ikke mindst løsninger kommer ikke af sig selv – der skal strukturerede metoder til.

Udover disse 3 workshops vil der være forskellige virksomheder, der udstiller bl.a. robotter og droner, så eleverne kan se nogle af de løsninger, som bliver brugt i den virkelige verden. Udstillerne er Teknologisk Institut, Kubo, MV Nordic, OUH, Creative Sight, MIR, Syddansk Sundhedsinnovation, SDU og Zealandcare.

Future Innovators løber af stablen første gang mandag den 16. til onsdag den 18. januar 2017.

Det bliver super spændende at få udbredt mit netværk og ikke mindst inspirere de 700 elever fra 8. og 9. klasser med en legende tilgang til programmering med robotter.

Indbydelsen til arrangementet

Programmet for de tre dage